onsdag den 9. oktober 2013

Homecoming and South Dakota

Der er sket så meget her på det sidste, at det ikke er til at holde styr på. Men jeg skal forsøge :)

Først og fremmest havde jeg for to uger siden Homecoming. Homecoming er her i USA kendt som "Spirit Week." Det er i denne uge, du viser, hvor fantastisk din skole er. Jeg mindes ikke, at vi har haft sådan en uge tilbage på Høje Gladsaxe skole, men vi havde måske heller ikke den samme kærlighed til vores skole, som de har her i Cleveland! ;) Anyway hver dag i ugen skulle vi klæde os ud. Mandag var det class color day, tirsdag western day, onsdag homeless day, thursday neon day and friday orange and black -som er Cleveland's farver. Vi lavede også en masse aktiviteter, som muligvis ikke var så skolerelaterede. Hver årgang spillede høvdingebold mod årgangen under dem, vi øvede kampråb, tog billeder, pigerne spillede amerikansk fodbold og mange andre ting. Fredag var det så endelig tid til den store fodboldkamp. Højdepunktet for homecoming er altid fodboldkampen fredag aften, som bliver spillet på hjemmebane. Før kampen skulle jeg, fordi jeg var homecoming king kandidat og derfor "royal", blive kørt rundt i byen i den lækreste bil ever. I bilen skulle vi så vinke til alle og kaste slik ud til de små børn. Det var overdrevet sjovt -helt klart en oplevelse jeg vil huske! :) Bagefter var det så tid til selve kampen. Hele skolen var mødt op i orange og sort, og der var den vildeste stemning. Jeg havde inviteret en udvekslingsstudent over, Mike fra Tyskland, fordi vi begge skulle tidligt op næste morgen og til South Dakota, så vi hang ud sammen. Det var rart endelig at møde en udvekslingsstudent igen... Nå men vi tabte kampen, hvilket hele skolen var meget trist over :( Efter kampen tog vi på vores sædvanlige restaurant, hvor vi druknede vores sorger i sodavand og pomme fritter! :)

Dagen efter homecoming ringede min alarm klokken 5. Så var det tid til South Dakota turen med alle de andre udvekslingsstudenter fra Minnesota. Fordi jeg er den eneste udvekslingsstudent på min skole, hvilket er ret usædvanligt, var jeg virkelig lykkelig over at få muligheden for at møde nogle andre udvekslingsstudenter. Som I nok kan huske, havde jeg det for fedt på camp, og jeg havde derfor høje forventninger til denne tur. Disse forventninger blev 100 % indfriet! :) Fra det øjeblik jeg steg ombord på bussen, havde jeg det fedt. Alle udvekslingsstudenterne var awesome og klar på at have en fantastisk weekend.

Vi kørte i bus i syv timer, hvilket var lang tid. Da vi ankom til Badlands nationalpark var jeg helt i chok. Det er noget af det vildeste, jeg nogensinde har set. Efter Badlands besøgte vi Wall Drugs (en kæmpe butik, hvor du eftersigende kan få alt) og så gik turen til vores hotel, hvor vi med det samme hoppede i poolen. Næste dag tog vi så til Mount Rushmore. Mount Rushmore er bjerget, hvor fire præsidenters ansigt (Washington, Jefferson, Roosevelt and Lincoln) er blevet hugget ud. Jeg har altid forbundet Mount Rushmore med noget af det mest amerikanske, der findes, og det var derfor en stor oplevelse at se det. Da vi havde set Mount Rushmore, gik turen til Crazy Horse Monument. Crazy Horse Monument blev bygget til ære for en kendt indiansk kriger med navnet Crazy Horse. Området omkring monumentet er helligt for indianerne, og mange indianere holder til der. Monumentet er stadig ved at blive bygget. Når det er færdigt, skal det forestille en mand på en hest, men lige nu er kun ansigtet færdigt. Ved siden af monumentet var et native american museum, der viste indianernes historie og samtidig udstillede indiansk tøj, smykker, våben og meget mere.

Eftermiddagen havde vi for os selv i Rapid City, som er en rigtig western by. Vi fandt et sted, hvor vi klædte os ud som cowboys og tog billeder i en saloon -so much fun! :) Om aftenen tog vi tilbage til Crazy Horse Monument, hvor vi skulle se et lysbilledshow udendørs. Det var blæsende og koldt, men hold da helt op hvor var det smukt. Det eneste vi kunne se var stjerner og så lysbillederne. Lysbillederne fortalte sammen med kendte citater fra indianske høvdinge indianernes historie. Det var en meget stærk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme! Dagen efter havde vi så syv timer hjem til Minnesota.

Ellers har alt gået sin gang. Skolen er stadig god, menneskerne er overdrevet søde og cross country er hårdt som altid. Det viste sig, at dagen efter min South Dakota tur, skete der et Goverment Shut Down, hvilket blandt andet betyder, at alle nationalparker er lukket ned. Hvis jeg havde besøgt South Dakota bare to dage senere, ville jeg ikke have været i stand til at kunne se nationalparkerne. Samtidig er Rapid city, byen jeg boede i, nu dækket med over en meters sne. Jeg føler mig meget heldig! ;)

Football game
Alex and I
På vej til corronation

Badlands -så smukt!

Foran Mount Rushmore

Mount Rushmore

Crazy Horse Monument

Ingrid (Norge) and me ;)

Udvekslingsstudenter! :)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar